22. oktober 2026
Det gode ungdomsliv i praksis
Hvordan skaber man et godt ungdomsliv?
Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for et fælles helhedsorienteret undervisningsforløb på FGU Nordvest i Thisted, hvor alle hold har arbejdet med temaet "Det gode ungdomsliv" ud fra deres egne faglige perspektiver.
I den helhedsorienterede undervisning arbejder eleverne ikke med fagene hver for sig. I stedet flettes fag som dansk, matematik, PASE, engelsk, naturfag og værkstedsundervisning sammen om et fælles tema, så de faglige mål opnås i en meningsfuld og virkelighedsnær sammenhæng. På den måde arbejder alle fag i samme retning, og eleverne oplever, hvordan faglig viden kan bruges til at forstå og løse konkrete problemstillinger.
På tværs af uddannelsesspor, fag og værksteder har eleverne altså undersøgt de faktorer, der har betydning for unges trivsel, fællesskaber, sundhed og fremtidsmuligheder.
Mange veje til det gode ungdomsliv
Selvom alle hold arbejdede med det samme tema, var indgangsvinklerne forskellige:
På AGU har eleverne arbejdet med sundhed, identitet, sociale relationer og unges rolle i samfundet. Gennem dansk, matematik, naturfag, engelsk, samfundsfag og PASE har de blandt andet undersøgt forbrug, sundhedsvaner, sociale fællesskaber, sprog og samspillet mellem individ og samfund.
På PGU - Handel og kundeservice har eleverne arbejdet med virksomheder, økonomi, markedsføring og jobmuligheder gennem virksomhedsbesøg, budgetarbejde og praktiske opgaver. Her har fokus blandt andet været på de valg og muligheder, som unge møder i uddannelses- og arbejdslivet.
På PGU - Mad & Ernæring tog eleverne udgangspunkt i McDonald's, hvor de arbejdede med reklameanalyse, cafédesign, madvaner og udvikling af sundere alternativer til populære fastfoodretter. Dermed blev sundhed og livsstil sat i relation til de valg, unge træffer i hverdagen.
På PGU - Omsorg & Sundhed har eleverne arbejdet med trivsel, fællesskaber, frivillighed, aktivt medborgerskab og refleksioner over, hvad der skaber livskvalitet.
På PGU'erne Byg, Bolig & Anlæg, Jordbrug, Skovbrug & Fiskeri samt Service & Transport blev temaet omsat til konkrete projekter, hvor eleverne arbejdede med design, håndværk, biodiversitet, planlægning og udvikling af fysiske rammer, der understøtter fællesskab og trivsel.
Samarbejde med Huset i Thisted
En central del af forløbet var samarbejdet med Huset i Thisted, hvor flere hold var med til at udvikle udearealerne omkring huset.
Eleverne ryddede op på området, fjernede ukrudt, byggede pallemøbler, etablerede siddeområder, opførte bænke og bålsted samt byggede et legehus. Derudover blev der arbejdet med plantekasser og beplantning med fokus på biodiversitet og attraktive opholdsrum.
Samarbejdet gav eleverne mulighed for at opleve, hvordan faglige kompetencer kan bruges i praksis og skabe værdi for andre. Samtidig blev temaet om det gode ungdomsliv omsat til konkrete forbedringer, som kan komme unge i lokalområdet til gavn.
Tour de FGU satte punktum
Forløbet blev afsluttet før efterårsferien med Tour de FGU, hvor eleverne samlede op på deres arbejde og præsenterede de mange projekter, undersøgelser og refleksioner, der var blevet udviklet gennem forløbet.
Afslutningen viste bredden i elevernes arbejde. Fra sundhed, trivsel og økonomi til madkultur, virksomheder, biodiversitet og byggeri arbejdede eleverne med spørgsmål, der rækker langt ud over klasselokalet.
Fælles for alle aktiviteterne var ønsket om at blive klogere på, hvad der skaber et godt ungdomsliv, og hvordan man selv kan bidrage positivt til fællesskaberne omkring sig.
Forløbet er samtidig et godt eksempel på den helhedsorienterede undervisning på FGU Nordvest, hvor faglige, personlige og sociale kompetencer udvikles i samspil. Når undervisningen tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger og konkrete opgaver, bliver læringen både mere meningsfuld og lettere at omsætte til uddannelse, job og aktiv deltagelse i samfundet.
Find en skole i dit lokalområde
Vi tilbyder uddannelsen i både Thisted, Nykøbing og Aabybro