Forbesøg i Norge baner vejen for Erasmus+-udveksling mellem FGU Nordvest og Kragerø VGS
Forbesøg i Norge baner vejen for Erasmus+-udveksling mellem FGU Nordvest og Kragerø VGS
I sidste uge var Mette og Mikael på forbesøg hos Kragerø VGS i Norge.
Formålet var at planlægge den kommende elevmobilitet i uge 39, hvor 10 elever og tre undervisere fra FGU Nordvest skal besøge den norske skole som en del af institutionens Erasmus+-aktiviteter.
Planlægning sammen med vores norske partner
Under besøget mødtes vi med Geir, Unni og Lars-Erik fra Kragerø VGS, som bliver centrale samarbejdspartnere under elevudvekslingen. Sammen gennemgik vi programmet, fordelte opgaver og planlagde aktiviteter, hvor norske og danske elever skal arbejde side om side.
Udvekslingen tager udgangspunkt i temaerne kultur, natur, fællesskab og venskaber på tværs af landegrænser. Eleverne skal blandt andet samarbejde i blandede norsk-danske grupper og dokumentere deres oplevelser gennem et fælles Friendship Collage-projekt, som skal illustrere samarbejde, kulturmøder og nye relationer.
Et stærkt førstehåndsindtryk
Forbesøget gav mulighed for at opleve skolen, byen og de rammer, som eleverne møder senere på måneden.
Vi fik et meget positivt indtryk af både Kragerø VGS, medarbejderne og det engagement, de lægger i samarbejdet. Der er tydeligt fokus på fællesskab, trivsel og læring, og vi oplevede en stærk vilje til at skabe gode oplevelser for vores blandede gruppe af norske og danske elever.
Samtidig fik vi mulighed for at besøge nogle af de de lokalområder og naturdestinationer, der kommer til at indgå i programmet, herunder Studsdalen og flere af Kragerøs kulturelle og naturskønne områder.
Mere end en studietur
Når eleverne rejser til Norge i uge 39, handler det ikke kun om at opleve et nyt land. Målet er, at de udvikler mod, selvstændighed og evnen til at samarbejde med mennesker, der tænker, lever og handler anderledes end dem selv. Det er kompetencer, som har stor betydning både i uddannelse, arbejdsliv og fællesskaber. Erasmus+-aktiviteterne skal samtidig styrke elevernes sociale og personlige udvikling og hjælpe dem med at se flere muligheder for deres egen fremtid.
Vi ser derfor meget frem til mobiliteten i uge 39 og til at følge de nye venskaber, erfaringer og læringsoplevelser, som udvekslingen forhåbentlig kommer til at skabe.
Aktiviteten gennemføres som en del af FGU Nordvests Erasmus+-akkreditering og er finansieret med støtte fra Erasmus+ og EU.
Find en skole i dit lokalområde
Vi tilbyder uddannelsen i både Thisted, Nykøbing og Aabybro