Nyhedsoversigt
5. december 2025
Knæk Cancer-løbet i Aabybro: Når undervisning gør en forskel – år efter år
Hvert år i uge 43 samles lokalsamfundet i Jammerbugt til Knæk Cancer-ugen. Og hvert år er FGU Nordvest med – ikke bare som deltagere, men som medskabere. I fem år har vi været en aktiv del af Knæk Cancer-løbet i Aabybro og Øland Skov, og hvert år har vi været med til at samle mellem 80.000 og 100.000 kr. ind til velgørenhed.
Men vores bidrag handler ikke kun om penge. Det handler om mennesker. Om unge, der oplever, at deres indsats gør en forskel. Og om undervisning, der bliver meningsfuld, fordi den er virkelighedsnær og praksisrelevant.

Et fællesskab, der favner
Knæk Cancer-løbet er arrangeret i samarbejde med ROFL Run, Kræftens Bekæmpelse og en lang række lokale aktører. Det er et fællesskabsprojekt, hvor FGU Nordvest er med hele vejen – og hvor eleverne oplever, at deres indsats har værdi.
På selve dagen summede både Aabybro og Øland af liv. Eleverne stod for opsætning, afvikling og nedtagning. Der blev solgt hjemmelavede produkter, serveret sund mad og skabt en stemning, der samlede hele byen. Og på Øland blev der gået og løbet i smukke omgivelser med bål, kakao og fællesskab.

Årets løb som afsæt for helhedsorienteret undervisning
Knæk Cancer-løbet er ikke blot ét af årets mange aktiviteter – det er en gennemgående og samlende ramme for helhedsorienteret undervisning på FGU Nordvest. I modsætning til fx eksterne arrangementer, hvor eleverne deltager i enkeltstående begivenheder, er Knæk Cancer-løbet et gennemgribende projekt, som eleverne er med til at planlægge, forme og gennemføre fra start til slut. Det er undervisning, der tager udgangspunkt i virkelige opgaver og virkelige behov – og som giver eleverne mulighed for at se, hvordan deres faglige og personlige kompetencer kan omsættes til praksis og gøre en konkret forskel.
Herunder ses eksempler på, hvordan eleverne har arbejdet med opgaver, der var afgørende for, at Knæk Cancer-løbet kunne gennemføres, og som samtidig gav dem faglig læring og personlig udvikling:
- Udarbejdelse af flyers, plakater og opslag til sociale medier: Eleverne brugte danskfaglig viden om sproglig tilpasning, målrettet kommunikation og layout blev til at skabe og uddele materiale, der engagerede lokalsamfundet i løbet.
- Udarbejdelse af gåder og beregning af budgetter, indtægter og materialeforbrug: Eleverne brugte matematik til at lave matematiske gåder til Mysterieløbet samt realistiske budgetter, prisoverslag og statistiske analyser, som var afgørende for løbets planlægning.
- Tilberedning og salg af sandwich og kager: Eleverne brugte faglig viden om opskrifter, fødevaresikkerhed og kundeservice til at levere sundt og velsmagende forplejning til løbet.
- Planlægning og afvikling af børneløbet: Eleverne koblede pædagogisk teori med praktiske opgaver, så opgaverne på oplevelsesruten passede til børnenes alder og udviklingstrin.
- Udvikling af medaljer, billeder, videoer og indhold til sociale medier: Eleverne anvendte IT- og mediefaglig viden om visuel identitet og digital storytelling til at skabe materiale, der blev brugt i den officielle kommunikation.
- Udarbejdelse af motionsplaner og formidling af sundhedsfaglig viden: Eleverne omsatte naturfaglig teori om fysisk aktivitet og sundhed til konkrete træningsforløb, der kunne bruges i praksis.
- Refleksion over frivillighed og fællesskab: Eleverne koblede teoretisk viden om medborgerskab og frivillighed til deres egen rolle i et større fællesskab og oplevede, hvordan indsatsen skabte værdi for andre.
- Planlægning og afholdelse af Fit & Fun Challenge: Eleverne trænede deres færdigheder i instruktørvirke og eventplanlægning. De udviklede sjove og motiverende aktiviteter, der fremmede bevægelse og fællesskab, og lærte samtidig at tilpasse øvelser til forskellige målgrupper.

Undervisning, der rækker ud
Knæk Cancer-løbet er ikke blot en god anledning til at samle penge ind til en vigtig sag – det er et skoleeksempel på, hvordan FGU Nordvest arbejder med helhedsorienteret undervisning, der skaber reel værdi. Det er undervisning, hvor eleverne ikke blot lærer om virkeligheden, men lærer i virkeligheden. Hvor fagene ikke står alene, men bliver til konkrete opgaver, der skal løses i fællesskab – og som har betydning for andre.
Gennem arbejdet med løbet har eleverne oplevet, hvordan deres faglige kompetencer kan omsættes til praksis, og hvordan deres personlige og sociale udvikling styrkes, når de tager ansvar og bidrager til noget større end dem selv. De har arbejdet med kommunikation, planlægning, produktion, samarbejde og omsorg – og har set, hvordan deres indsats har gjort en forskel for både deltagere, lokalsamfund og dem selv.

Vil du vide mere?
Læs mere eller se flere billeder: Knæk Cancer Løbet Aabybro - Facebook.
Udvalgte nyheder
- Knæk Cancer-løbet i Aabybro: Når undervisning gør en forskel – år efter år
- Fra cafébesøg til egen café – eleverne skabte smag og fællesskab på FGU Nordvest!
- FGU Nordvest på Hænderne op – en dag med læring, fællesskab og nye oplevelser
- EVA har besøgt FGU Nordvest: Sammen om at udvikle AGU
- Valgmøde på FGU Nordvest: Eleverne satte dagsordenen
At blive set
Det er virkelig rart, at vi har en hilsekultur på skolen og alle altid siger godmorgen til hinanden.
AGU-elevLytter til mig
Det er første gang, der er nogen, der lytter til mig.
STU - elevOverskud
Lærerne virker mere overskudsagtig.
PGU - elevFind en skole i dit lokalområde
Vi tilbyder uddannelsen i både Thisted, Nykøbing og Aabybro