23. september 2026
Når undervisning handler om livet uden for skolen
På Handel og Kundeservice arbejder vi målrettet med trivsel og det gode ungeliv gennem et helhedsorienteret forløb, hvor undervisning, praksis, fællesskab og fritidsliv kobles sammen.
Udgangspunktet er et enkelt spørgsmål: Hvad skal der til for, at unge trives og finder deres vej videre i uddannelse, job og voksenliv?
I undervisningen har eleverne blandt andet arbejdet med forskellige virksomhedstyper og kendetegn ved virksomheder. Samtidig har de omsat teori til praksis gennem samarbejdsopgaver, hvor de har arbejdet med både faglige kompetencer og de personlige og sociale færdigheder, der er vigtige i uddannelse og arbejdsliv. Eleverne har blandt andet øvet sig i at fremlægge for andre og i at give hinanden konstruktiv feedback.
Et møde med arbejdslivet
Som en del af forløbet besøgte eleverne Biltema, hvor varehuschef Michael og souschef Maria tog imod og gav et indblik i hverdagen på arbejdspladsen.
Her fik eleverne mulighed for at høre om, hvordan det er at være ung medarbejder, hvilke udviklingsmuligheder virksomheden tilbyder, og hvilke kompetencer der værdsættes hos nye medarbejdere. Besøget gjorde undervisningen mere konkret og gav eleverne et indblik i de muligheder, der findes på arbejdsmarkedet.
En særlig oplevelse var mødet med Mikkel, som sidste skoleår var elev på Handel og Kundeservice, og som i dag er elev hos Biltema. For de nuværende elever blev han et levende eksempel på, hvad en FGU-uddannelse kan føre til, når man arbejder videre mod sine mål. Det var samtidig en påmindelse om, at udvikling ofte sker skridt for skridt, når man får mulighed for at afprøve sine kompetencer i praksis.
Fagene kobles til virkeligheden
Erfaringerne fra forløbet lever videre i undervisningen. I dansk arbejder eleverne med sagprosa og læserbreve om ungelivet og de temaer, der fylder i deres hverdag. Samtidig har matematikundervisningen taget afsæt i konkrete opgaver om priser og beregninger med udgangspunkt i det materiale, eleverne indsamlede under besøget hos Biltema.
Når undervisningen kobles til virkelige oplevelser og problemstillinger, bliver det lettere for eleverne at se meningen med det faglige arbejde og anvende deres viden i praksis.
Fællesskaber findes også efter skoletid
Et godt ungeliv handler dog ikke kun om skole og arbejde. Derfor undersøger eleverne i den kommende periode de mange muligheder for fritidsaktiviteter og fællesskaber i lokalområdet. Som en del af arbejdet har de blandt andet besøgt motionscenteret i Thyhallen, hvor de hørte om træningsmulighederne, fik lavet Body Age og prøvede forskellige aktiviteter.
Forløbet skal give eleverne inspiration til, hvordan fritidsliv, sundhed og fællesskaber også kan være en vigtig del af et godt ungeliv.
Når faglighed og trivsel hænger sammen
Arbejdet med det gode ungeliv handler i sidste ende om at skabe sammenhæng mellem de forskellige arenaer, unge bevæger sig i. Uddannelse, arbejdsliv, relationer, fællesskab og fritid påvirker hinanden og spiller alle en rolle for den enkeltes trivsel og muligheder i fremtiden.
Derfor glæder vi os til at arbejde videre med, hvordan faglighed, arbejdsliv, fællesskab og fritid kan være med til at skabe det gode ungeliv.
En stor tak til Biltema for et inspirerende besøg og for at tage sig tid til vores elever.
Find en skole i dit lokalområde
Vi tilbyder uddannelsen i både Thisted, Nykøbing og Aabybro